Mulighed for bedre støtte til socialt udsatte

Siden 2012 har det været muligt for kontanthjælpsmodtagere at få tilskud til tandpleje. Kommunerne har dog været alt for dårlige til at informere dem om muligheden. Læs mere om dette.

Socialt udsatte går glip af 100 mio. kr. til tandpleje

PRESSEMEDDELELSE

Regeringen og Enhedslisten besluttede i 2012 at indføre et særligt tilskud til tandpleje til socialt udsatte. Den daværende sundhedsminister var stolt af at kunne give en hjælpende hånd til nogle af de danskere, der både har færrest penge og størst tandproblemer. Men hovedparten af de tilskudskroner, som skulle hjælpe kontanthjælpsmodtagere mv. med tandlægeregningen, kommer slet ikke de socialt udsatte til gode.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2014 kun blev brugt 85 mio. kr. ud af den årlige bevilling på 180 mio. kr. Det vil sige, at næsten 100 mio. kr., som skulle have udgjort en tiltrængt håndsrækning til nogle af samfundets svageste, blot er ført tilbage til finansministeren.

– Problemet var endnu større i 2013, hvor kun 48 af de 180 mio. kr. blev brugt til støtte til de socialt udsatte. Men dengang kunne regeringen delvist undskylde sig med, at ordningen var ny. Det er den ikke mere. Alle kender til den – både de socialt udsatte selv, tandlægerne og kommunerne, siger Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg.

Kommuner passer på pengene
Det er kommunerne, der administrerer tilskudsordningen. Ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik er der meget store forskelle på, hvor mange penge hver enkelt kommune yder i tilskud til tandpleje i snit pr. kontanthjælpsmodtager.

– Tallene viser, at man i nogle kommuner sidder endog meget tungt på låget til pengekassen. Og jeg hører desværre om kommuner, der er ganske kreative i deres bestræbelser på at undgå at udbetale det tilskud, som kontanthjælpsmodtagerne har krav på, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.


Lovændring er kun kosmetik

Tirsdag den 19. maj vedtog Folketinget nogle ændringer af reglerne for den særlige tilskudsordning vedr. tandpleje til kontanthjælpsmodtagere mv. Men ændringerne vil kun få kosmetisk betydning, vurderer Freddie Sloth-Lisbjerg.

– Man har sagt til kommunerne, at de skal være mere opsøgende, og det er i princippet fint nok. Men selv om loven er ændret, skal kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, stadig selv betale dels de første 600 kr., dels 35 % af resten. Det siger sig selv, at en kontanthjælpsmodtager, der får en tandlægeregning på fx 10.000 kr., ikke har luft i budgettet til at betale et godt stykke over en tredjedel af regningen selv. Hvis regeringen virkelig ønsker at hjælpe de socialt udsatte, så må man foretage en betydelig reduktion af egenbetalingen på 35 %, siger Freddie Sloth-Lisbjerg og tilføjer:

– Over en to-årig periode er 227 mio. kr., som skulle have været brugt til at give bedre sundhed til nogle af samfundets svageste, blevet liggende hos finansministeren. Det kan vi ikke være bekendt i et velfærdssamfund, hvor vi taler så meget om den fri og lige adgang til sundhedsvæsenet.

Er din kommune i top eller bund?

Bund 10:
Disse kommuner giver mindst i gennemsnitligt tilskud til tandpleje til kontanthjælpsmodtagere via lov om aktiv socialpolitik § 82 a. Tal fra Danmarks Statistik for 2014:

Kommune                      Kr. pr. kontanthjælpsmodtager

Lejre                                    191

Læsø                                   200

Tårnby                                 205

Aarhus                                 212

Albertslund                          229

Stevns                                 256

Langeland                            259

Dragør                                 283

Gentofte                              296

Glostrup                              302

Top 10:
Disse kommuner giver mest i gennemsnitligt tilskud til tandpleje til kontanthjælpsmodtagere via lov om aktiv socialpolitik § 82 a. Tal fra Danmarks Statistik for 2014:

Kommune                      Kr. pr. kontanthjælpsmodtager

Billund                                 1002

Rødovre                               929

Ærø                                     908

Vejen                                   893

Greve                                  886

Holstebro                            869

Rebild                                  866

Ikast-Brande                        841

Silkeborg                             819

Ballerup                               799

Fakta:
Man har siden 1. januar 2013 kunnet få tilskud til tandbehandling på op til 10.000 kr., hvis man modtager en af følgende ydelser: Uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelseforudsat ydelsen svarer til kontanthjælpsniveau. SU-modtagere er ikke omfattet.

Tilskuddet fremgår af § 82 a i lov om aktiv socialpolitik. Hvis man er 25 år eller derover, skal man årligt betale 600 kr. og 35 % af regningen op til 10.000 kr. 18-24-årige skal selv betale 600 kr. om året.

Nærmere oplysninger kan fås hos Tandlægeforeningen. Kontakt kommunikationschef Claus Jørgensen på tlf. 21 26 56 98 eller mail cj@tdl.dk eller kommunikationsmedarbejder Charlotte Holst på tlf. 70 25 77 11 eller mail chh@tdl.dk.

Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: +45 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418
info@tandlaegeforeningen.dk

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30

 

Skriv et svar