Kursus i parodontose omkring implantater (peri-implantitis)

Medio oktober var Marie på kursus i parodontose omkring implantater (peri-implantitis).
Det at vi kan sætte implantater i som erstatning af manglende tænder, er jo et mileskridt i tandplejen. Vi skal bare huske på, at prognosen for implantaterne ikke er bedre end for tænderne. Implantaterne sidder fast direkte i knoglen, har en ru overflade og skruegevind, hvilket alt sammen bevirker, at evt parodontose på disse, udvikler det sig rigtig hurtigt.
Vi skal derfor være ekstra opmærksomme på mundhygiejnen og hurtigere skride til kirurgisk behandling.

Kurset blev afholdt af Nordenta med Mette Rylev som forelæser, der er lærer på Århus Tandlægeskole, samt arbejder i en special praksis i Århus med parodontose.

Hvis man har haft parodontose før implantat isættelse (hvilket mange med manglende tænder jo har), er der væsentlig større risiko for parodontose omkring implantaterne, da det er de samme bakterier, der sætter sig på implantaterne som på tænderne.

Når der laves undersøgelser på implantaters holdbarhed, er det heldigvis oftest skader på suprastrukturerne, dvs mellemdelen og kronerne, da dette er nemmere at reparere end selve implantatet.

Overlevelsen på et implantat efter 10 år er ca 90 % og herefter ser det ud som om man ca skal trække 1 % fra per år. Der bliver hele tiden lavet om på implantaterne og der er ikke mange undersøgelser på over 10 år.

Hvis der er plak/bakterier omkring implantaterne, er der 14 gange større risiko for parodontose omkring implantaterne. Har man sukkersyge, er der 6-8 gange større risiko for parodontose omkring implantaterne. Er man ryger, er der 3 gange større risiko for parodontose omkring implantaterne. Alt dette er noget vi er opmærksomme på. Nogle af faktorerne kan der gøres noget ved og andre skal man informeres om giver en dårligere prognose.

Det er rigtigt vigtigt med vedligeholdelse af god hygiejne, hyppige kontroller og tidlig diagnostisering. Her måler vi altid tandkødslommerne ved hver undersøgelse også hvis der ikke er implantater.

Behandlingen af parodontose omkring implantaterne består i tandrensninger, tidlig operation, hvis der er knogletab og evt antiobiotika. Herudover instrueres og motiveres i renhold omkring implantaterne.

Afslutningsvis skal vi huske på, at tænder har bedre prognose end implantater. Implantater erstatter manglende tænder og ikke tænder.

Implantater er muligheden for at bygge et 3. tandsæt op, men det kræver god hygiejne og opmærksomhed for at prognosen bliver god.

 

Skriv et svar