Information omkring paradentose

Paradentose er en folkesygdom.
Paradentose er kendt som “de løse tænders sygdom”. Selv om tandplejen i Danmark er bedre end nogensinde, rammes op til ca. 40% af befolkningen af paradentose. For 10% er det endda så alvorligt, at de risikerer helt at miste tænderne. Så paradentose er mere udbredt, end de fleste tror. Men heldigvis findes der effektive behandlingsmetoder, som gør det lettere at leve med sygdommen.

Hvad er paradentose?.

Sygdommen opstår som en betændelse i tandkødet. Stoppes betændelsen ikke i tide, breder den sig til den knogle, som tænderne er fastgjort til. Knoglen opløses, og det kan medføre, at tænderne begynder at løsne sig.

Hvem får paradentose?.

Paradentose kan ramme alle. Det er dog især personer over 40 år, der er udsatte. Sygdommen kan forebygges ved at holde tænderne rene og velplejede i det daglige. Desuden skal belægninger og tandsten fjernes hos tandlægen eller tandplejeren.

Hvorfor får man paradentose?.

Der findes over 300 forskellige bakterier i munden. Nogle er nyttige, andre er skadelige. De sidst nævnte danner plak og tandsten (bløde og hårde belægninger på tænderne). Og det er giften fra de skadelige bakterier, der forårsager tandkødsbetændelsen. Bliver betændelsen ikke behandlet, vil kroppen reagere mod giftstofferne. Tandkødet hæver, bliver ømt og begynder at bløde – f.eks. ved tandbørstning. Sker dette, bør du få tandlægen eller tandplejeren til at undersøge, om der er tale om paradentose.

Bakterier og belægninger skal fjernes.

For at behandle paradentose skal belægninger helt væk, ellers formerer bakterierne sig hurtigt ígen. Det er imidlertid vanskeligt at opnå med en traditionel behandling alene. Plak og tandsten må jævnligt fjernes med håndinstrumenter og/eller ultralyd. Behandlingen er vanskelig, da tandkødet er ømt og hævet, og tandlægen eller tandplejeren skal rense helt ned i bunden af tandkødslommerne. Indgrebet kan foregå under lokal bedøvelse.

Supplerende medicinske behandlinger:

Tabletbehandling og dens bivirkninger: For at hindre væksten af bakterier kan behandlingen kombineres med det bakteriedræbende stof metronidazol i tabletform (antibiotika). Denne medicin påvirker imidlertid hele kroppen og det kan give en række bivirkninger. Desuden er det næsten umuligt at opnå en tilstrækkelig dosering lige dér, hvor problemet er: nemlig i tandkødslommerne.

Andre supplerende behandlinger:

Foto San er en behandling, hvor der lægges en væske (toulodin blåt) ned i tandkødslommerne, som binder sig til mikroorganismernes overflade. Herefter bruger vi en lyslampe, der lyser med almindelig LED lys ned i tandkødslommerne (den røde del af lysspektret). Dette gør at mikroorganismerne bliver ødelagt. Fordelen ved denne behandling er, at det kun er mikroorganismerne der ødelægges og ikke det sunde væv. Man har brugt metoden i mange år i hospitalsverdenen til at rense blod for mikroorganismer, så det er en sikker og gennemprøvet metode. Vi har haft rigtigt gode resultater med denne behandling på klinikken.

Kirurgisk paradentose behandling: Hvis paradentosen ikke forbedres ved paradentose tandrensninger, men tandkødet iøvrigt er blevet sundt og hygiejnen er god, kan man gå videre og, ved kirurgisk indgreb, vippe tandkødet til siden, så knoglen kan ses og registreres til fremtidige tandrensninger. Betændelses blødtvæv, bløde og hårdeblægninger fjernes. Nogle steder kan det være muligt at bygge op med kunstig knogle for at stabilisere tænderne og hindre blødtvæv i at invadere stedet igen.

 

Skriv et svar